Prisen får større betydning på nettet

Bekvemmelighed er den primære grund til, at forbrugerne handler online, men prisens betydning voksede i 2022 efter flere års fald.
Vi er dykket ned i tallene fra E-handelsanalysen for 2022 fra Dansk erhverv.

Prisens betydning for, hvorfor forbrugerne handler online, er – med et enkelt års fravigelse – faldet hvert år siden 2014.  I 2022 knækkede kurven og prisens betydning voksede.
Det er ikke en overraskende udvikling i en tid med stor økonomisk usikkerhed, men det er vigtig viden for e-handlerne, siger Carsten Rose Lundberg, fagchef for Digital Handel i Dansk Erhverv:
 
”Det er helt klart en udvikling, som man skal være opmærksom på – særligt i marketingafdelingen. Tallene viser, at man i hvert fald ikke må glemme, at sætte fokus på varens pris, selvom bekvemmelighed og udvalg stadig er de vigtigste årsager.” 
Han tilføjer, at udviklingen også kan ses ved, at ordrestørrelsen er mindre hos virksomhederne: “Den lille tilbagegang i dansk e-handel skyldes ikke, at forbrugerne ikke handler så ofte, men primært, at de køber for mindre, når de køber.” 

 

Årsagerne varierer fra varegruppe til varegruppe 
Dykker vi ned i de forskellige varegrupper er der væsentlige forskelle på, hvorfor forbrugerne handler online. Prisen har eksempelvis stor betydning, når der købes elektronik og personlig pleje, mens bekvemmelighed spiller en stor rolle, når det kommer til dagligvarer.  
”Her er der ikke sket den store udvikling, hvilket også giver fin mening. Når man køber dagligvarer online, er det som udgangspunkt for at spare besværet med at gå ned i butikken – ikke for at spare penge.”

Kilde: Dansk Erhverv

Del indlægget med andre der kunne få glæde af det

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email