HK Handel vil sidestille butiksansatte med tjenestemænd
De fleste butiksansatte oplever ubehagelig opførsel fra kunderne, og derfor kommer HK Handel nu på banen med opsigtsvækkende forslag.
Når kunder sender verbale trusler afsted mod butiksansatte, så burde det være muligt at straffe dem på samme måde, som når ugerningerne går ud over en tjenestemand. Det skriver TV2.
Forslaget kommer fra HK Handel, som tidligere på året kortlagde problemet med dårlig opførsel hos kunderne.
– Vi håber, at det kan være adfærdsregulerende. På trods af alle vores tiltag er der intet sket. Vores medlemmer går i det offentlige rum ligesom nogle tjenestemænd. Derfor mener vi, at det skal være det samme, siger formanden for HK Handel, Mette Høgh, til TV2.
Strafferammen for trusler eller vold med en tjenestemand får fra bøde og helt op til fængsel i otte år.
De fleste kender til dårlig opførsel
Ifølge en undersøgelse fra HK Handel har 80 procent af de butiksansatte oplevet, at kunder har talt grimt eller nedsættende til dem i løbet af det seneste år, mens 14 procent er blevet truet verbalt.
– Det er helt uacceptabelt, at så mange ansatte bliver behandlet dårligt af kunderne. Det går hårdt ud over arbejdsmiljøet, når man skal stå model til grimme kommentarer eller endda trusler, siger Mette Høgh i en pressemeddelelse fra juni.
Undersøgelsen er udarbejdet af Team Arbejdsliv for HK Handel. Den bestod af et spørgeskema og interviews af en række respondenter. I alt deltog 3.089 erhvervsaktive medlemmer – heraf 2.302 butiksansatte.
Oprindeligt indlæg er først udgivet Mandag den 15. august 2022 kl. 06:15 – Kilde: TV2