
Detailhandlen tager del i stor konkursbølge
Antallet af konkurser stiger. En massiv bølge begynder at forme sig i horisonten, lyder vurderingen.
I november gik 331 aktive virksomheder konkurs, viser en opgørelse fra SMVdanmark.
Så højt har niveauet ikke været i hele opgørelsens levetid, som strækker sig over 13 år. Det vækker bekymring.
– Konkurserne vælter ind. Det er ikke bare tomme skuffeselskaber eller virksomheder, der burde have givet op for længst, der går konkurs. Det kan virkeligt mærkes, det her, siger Lasse Lundqvist, der konsulent i SMVdanmark.
Konkurserne rammer bredt. Men i øjeblikket er det byggebranchen og detailhandlen, som har det sværest. I november gik 160 virksomheder, inden for handel således konkurs – sidste år var tallet blot 89, viser analysen fra SMVdanmark. Der er her tale om virksomhed med og uden beskæftigelse.
– Byggeriet er typisk de første, der rammes, når konkursbølgen begynder at rulle. Det har tidligere kriser vist os, og vi kommer desværre til at se endnu flere konkurser i de kommende måneder, Lasse Lundqvist.
Han kan se en større bølge tage form i horisonten.
– Vi har ikke nået toppen endnu. Det bedste politikerne kan gøre lige nu er at udsætte betalingsfristen for den statslige coronagæld. Den tynger mange ellers velkørende virksomheder, og det er bedre, at de får en længere frist, end at de går konkurs, og statskassen helt mister de penge, siger Lasse Lundqvist.
Del indlægget med andre der kunne få glæde af det